Af Knud Steensborg, Dyrlæge, Abild Dyreklinik, Brabrand

Offentliggjort 09.12.07 kl. 03:00

Lille Mis spandt sig til livet, den dag den blev bragt ind på klinikken i Brabrand i armene på en stor Falckmand. Både han og dyrlægen var solgt.

DET VAR en onsdag aften med aftenvagt og nattevagt efter en almindelig arbejdsdag. Man håber på fred og ro – ingen telefonopkald. Man vil gerne have en normal nattesøvn, for dagen efter er en helt normal arbejdsdag.

Sådanne vagtdage er sjældne – meget sjældne. Om ikke andet, så ringer Falck med en syg måge eller en halt svane fra Brabrand Sø. Falck ringede således også denne aften – men det var ingen måge, ingen svane. Det drejede sig om en påkørt kattekilling, der var samlet op nede på rutebilstationen.

Der blev aftalt en mødetid på klinikken, og ind ad døren kommer der en kæmpestor Falckmand med en lille killing i sine arme, alt imens den bare spandt.

Falck transporterer altid katte i transportbure, men ikke denne gang. Denne lille herreløse tilskadekomne kat havde fuldstændigt knust den store mands hjerte. Katten var slemt tilredt. Et øje, der var fuldstændigt ødelagt og lukket af en gammel, ubehandlet øjenbetændelse. Diverse store sår og et bagben, som helt tydeligt var brækket. Samtidig var den mager med helt tydelige tegn på alvorlig ormeinfektion.

På Falckmandens knæ

Falckmanden havde simpelt hen ikke nænnet at sætte den i en transportkasse. Mod alle regler havde den hele vejen ligget i hans skød, og han kunne næsten ikke få over sit hjerte at aflevere den herreløse lille mis til en ukendt skæbne. Havde han haft muligheden selv – og katten ellers havde været herreløs – ville han med garanti have gjort alt for at beholde den selv.

Ved synet af den store mand og hans momentant store følelser for denne lille bedårende mis blev jeg også ramt. Da ”Lille Mis” – midt i alle sine genvordigheder – lagde sig på ryggen for at blive kløet på maven, samtidig med at den spandt af glæde, var jeg også solgt – totalt solgt.

Spandt og spandt

Ikke en eneste gang under den kliniske undersøgelse inklusive undersøgelsen af det brækkede ben viste den klør eller anden uvenlig adfærd. Den bare spandt og spandt. Katte kan spinde af mange årsager. Der var ingen tvivl om, at Lille Mis spandt af glæde. Det viste alle dens øvrige kropstegn. Ejere mener ofte, at deres dyr ved, at de bliver hjulpet, når de er syge. Om det er rigtigt, skal jeg lade være usagt, men at det ser sådan ud i mange tilfælde, betvivler jeg ikke, og slet ikke i denne situation.

I løbet af nul komma fem havde jeg både lovet at behandle hende, og at vi med sikkerhed ville finde et andet hjem til hende. Man kunne ikke andet.

Dette løfte blev overholdt. Efter et par dage med restituering af akutte skader blev Lille Mis – som endnu ikke havde noget navn – opereret. Øjet stod ikke til at redde – det blev fjernet. Lårbenshovedet, som var brækket af lårbenet, blev fjernet et par dage senere – en procedure, som normalt ikke påvirker kattes bevægelser senere i livet. Orm og diverse sår blev behandlet.

I øvrigt fortsatte Lille Mis med at spinde og kæle efter operationerne, også når den fik indsprøjtninger. Fantastisk kat.

Ny ejer

Nu stod det tilbage at finde en ny ejer. Jeg var selv i spil – men jeg har en ”fru Madsen”. Ikke min hustru – men en kat, der absolut ikke tolererer andre katte. Det måtte desværre være sådan.

Der gik yderligere et par dage. Så kom en af vores gode klienter i konsultationen for at få vaccineret sin kat. Vi snakkede lidt – også om at de i familien var lidt kede af, at deres kat ikke var en rigtig kælekat. Vupti – der var familien. Det krævede ikke megen snak og overtalelse, før manden ville overveje situationen. Dagen efter stod han der med familien. Så var de solgt. Siden er Lille Mis også blevet steriliseret , og så har hun fået et rigtigt navn – ”Ulla-hulabulla”. Ulla har ingen mén af sine operationer. Hun lever lykkeligt i Brabrand med sin familie med kun et øje og et lårbenshoved.

For god ordens skyld skal jeg nævne, at familien stadig har den gamle kat, som vel må siges at acceptere ”Ulla-hullabulla”. Der er også en ruhåret gravhund, som mere end accepterer Ulla.

”Ulla-hullabulla” var og er en helt speciel kat. Ulla var så slemt beskadiget, at man som dyrlæge normalt ville overveje aflivning, men alle dyrlæger oplever i deres professionelle liv dyr, som bare reagerer anderledes end andre.

Måske var hendes hemmelighed, at hun var en stor spinder. Hidtil har man ikke kunnet give nogen fornuftig forklaring på, at katte spinder, når de er glade, bange, har smerter eller er syge. En ny teori går ud på, at det er en evolutionær overlevelsesmekanisme. Man har længe anvendt lydbølger til f.eks. at fremme helingen af benbrud hos mennesker. Målinger på frekvensen af lyden ved kattes spinden har vist, at lydfrekvensen er nøjagtigt den samme, som man anvender i behandlingen af humane benbrud.

At katte generelt er gode til at hele, er under alle omstændigheder en kendt sag.

Historien om ”Ulla-hullabulla” fra rutebilstationen i Århus kunne have været en rigtig julehistorie, men den er faktisk fra i sommer. Alligevel er det en af de historier, man med glæde tænker tilbage på, når julen nærmer sig, og året går på hæld.

Knud Steensborg er dyrlæge og har sin egen klinik i Brabrand, Abild Dyreklinik. Han er tilsynsførende dyrlæge i Randers Regnskov og er fast radiodyrlæge i DR's P4 Panelet.

Katten var så slemt beskadiget, at man som dyrlæge normalt ville overveje aflivning, men alle dyrlæger oplever i deres professionelle liv dyr, som bare reagerer anderledes end andre.

Større krav til dyrehandlere

Af Knud Steensbord, dyrlæge

Offentliggjort 03.02.08 kl. 03:00

Dyrenørder

Der er mange årsager til dyrehandlernes meget svingende og evt. ringe kvalitet. Butiksejerne rekrutteres ofte fra hobbyfolk - nørder om man vil. Denne kvalifikation er i sig selv ikke god nok. Mange dyrehandlere er specialister på et område, mens den basale viden på andre områder ikke rækker.

Økonomien i dyrehandel er dårlig. Det afspejler sig i personalet kvalifikationer og dårlig dyrevelfærd på stedet.

Mange gange har jeg set ufaglærte ekspedere i dyreforretninger. Det er ikke godt nok, når det drejer sig om levende væsener.

Dyrehandlerne har på deres side også haft meget svært ved at indhente konkret viden og rådgivning på området. Bortset fra dyreværnsloven eksisterer der ikke faste regler eller lovgivning på området. Retfærdigvis må jeg sige, at mange dyrehandlere efterspørger oplysning og regler, men den/de findes ikke i en formaliseret form. Man kunne sige, at det sejler.

I erkendelse af den manglende kvalitet hos dyrehandlerne og i et forsøg på at tilgodese vælgernes (forbrugernes) og dyreværnsorganisationernes ønsker udstedte myndighederne 12/12 2002 en ministeriel bekendtgørelse nr. 1022 om ”Erhvervsmæssig handel med dyr”.

I denne bekendtgørelses § 24 står der: ”Der skal til virksomheden og for dennes regning være knyttet en autoriseret dyrlæge. Virksomheden skal foranledige, at dyrlægen tilser dyreholdet mindst fire gange årligt”.

Der stilles også i denne bekendtgørelse krav til dyrehandleres uddannelse og viden samt forretningens fysiske rammer - bl.a. til hygiejnen og tilstedeværelsen af karantænerum.

 

Polititilladelse

Alle dyrehandler skal endvidere jf. kapitel 2 §3 have en tilladelse fra politiet til at drive erhvervsmæssig handel med dyr, og personer med ansvaret for den daglige ledelse skal have en sådan faglig viden, at virksomheden kan drives dyreværnsmæssigt forsvarligt og således, at virksomhedens kunder kan vejledes og rådgives om forsvarligt hold af dyrene.

I praksis fungerer dette sidste krav på den måde, at stort set enhver cykelsmed eller lektor i oldtidskundskab kan starte en dyrehandel.

Frem for at læse hvad der står i bekendtgørelsen, er det imidlertid vigtigere at læse, hvad der ikke står.

Der stilles ingen krav til burmål og antal dyr pr. arealenhed. Det har man f.eks. i Sverige.

Der stilles ingen eksakte krav til dyrehandlernes viden. Ej heller til, hvem der skal checke denne viden, og hvordan dyrehandlerne skal erhverve denne viden.

Der stilles heller ingen specielle krav til kontrollerende dyrlæger eller - i sidste instans - en ansvarlig politimyndighed.

Selvfølgelig skal dyreværnsloven overholdes, men den er som bekendt meget føjelig. Det kan faktisk være meget svært at se, om den overholdes, hvis man ikke specifikt kender dyrearternes krav til adfærd, fodring og miljø.

Tidligere blev dyrehandlerne fysisk kontrolleret af politiet. I dag er politiets rolle at være øverste ansvarlige myndighed, mens selve butikskontrollen som nævnt udføres af dyrlæger fire gange årligt.

Politiet har således i bund og grund det øverste ansvar for dyrehandlernes uddannelse, viden, rådgivning, forretningens fysiske udformning og ikke mindst dyrevelfærden på stedet. Jeg er ikke sikker på, at politiet er vidende om det. Et politi, som må siges totalt at mangle ekspertise på området. Et politi, som næsten pr. definition grundet manglende ressourcer må nedprioritere dyrevelfærd i forhold til menneskevelfærd.

Selvfølgelig kan politiet søge sagkyndig bistand bl.a. hos ”Rådet vedrørende Hold af Specielle Dyr”. Det sker bare alt for sjældent.

I praksis kan jeg sige, at kontakten mellem politi og dyrlæger er meget sjælden. Personligt har jeg igennem flere år været tilsynsførende dyrlæge i tre dyreforretninger i Århus og omegn, og jeg har i den forbindelse min første kontakt med politiet til gode.

Ingen overordnet myndighed checker om kontrollen fungerer i praksis.

I dag er dyrlægekontrollen hovedsagelig funderet på dyreværnslov, sund fornuft og dyrlægers basale viden om hygiejne og biologisk arbejdsgang.

Umiddelbart kunne det se ud, som om bekendtgørelsen har ført til en opstramning på området.

I praksis er det ikke tilfældet. Hverken forbrugerne eller dyrene har fået det bedre.

Dyrlægetilsynene har jeg tidligere kaldt alibitilsyn, og det vil jeg holde fast ved. Ikke et alibi for dyrehandlere eller dyrlæger, men for politikerne, som vasker deres hænder i uren sæbe.

Som forbruger har man stort set stadig ikke en kinamands chance for at bedømme en dyrehandels kvalitet. Dyrehandlerne har ingen pligt til at opgive, hvem der er kontrollerende dyrlæge, hvornår dyrlægen sidst har aflagt et besøg, og hvad dyrlægen konkluderede.

 

Smiley

Der burde være pligt til at opgive navnet på tilsynsførende dyrlæge og til at ophænge dyrlægerapporten evt. i form af en smiley.

En betingelse for gode tilsyn og kontrol er, at man udfærdiger faste regler for dyrehandler, dyrehandleres uddannelse og kontrollen af dyrehandlere. Det er ikke godt nok kun at have dyreværnsloven og muligheden for at politianmelde.

Kontrol og tilsyn med dyrehandler er på sin plads, men kun hvis tilsynsførende/kontrollerende instans har faste retningslinier og kompetencer.

Samtidig er det helt nødvendigt at dyrehandlere får mulighed for at indhente relevante informationer om krav og pligter.

Knud Steensborg er dyrlæge og har sin egen klinik i Brabrand, Abild Dyreklinik. Han er tilsynsførende dyrlæge i Randers Regnskov og er fast radiodyrlæge i DR's P4 Panelet.

Politiet har således i bund og grund det øverste ansvar for dyrehandlernes uddannelse, viden, rådgivning, forretningens fysiske udformning og ikke mindst dyrevelfærden på stedet. Jeg er ikke sikker på, at politiet er vidende om det.